Neo-Freudian psykologer var tænkere, som var enige om mange af de grundlæggende principper i Freuds psykoanalytiske teori, men ændrede og tilpassede tilgangen til at indarbejde deres egne overbevisninger, ideer og meninger. Psykolog Sigmund Freud foreslog mange ideer, der var meget kontroversielle, men tiltrak også en række tilhængere.
Mange af disse tanke var enige om Freuds koncept om det ubevidste sind og betydningen af tidlig barndom.
Der var imidlertid en række punkter, som andre forskere ikke var enige om eller direkte afvist. På grund af dette fortsatte disse personer at foreslå deres egne unikke teorier om personlighed.
Neo-Freudian Uenigheder med Freud
Der er et par forskellige grunde til, at disse neo-freudiske tænkere var uenige med Freud. For eksempel troede Erik Erikson, at Freud var forkert at tro, at personligheden var formet næsten udelukkende af barndomsbegivenheder. Andre spørgsmål, der motiverede neo-freudiske tænkere, herunder:
- Freuds vægt på seksuelle anstrengelser som en primær motivator.
- Freuds negative syn på menneskets natur.
- Freuds overbevisning om, at personlighed var formet udelukkende af tidlige barndomserfaringer.
- Freuds mangel på vægt på sociale og kulturelle påvirkninger på adfærd og personlighed.
Mens de neo-freudianere måske er blevet påvirket af Freud, udviklede de deres egne unikke teorier og perspektiver på menneskelig udvikling, personlighed og adfærd.
Store Neo-Freudian Tændere
Der var en række neo-freudiske tænkere, der brød med den freudianske psykoanalytiske tradition for at udvikle deres egne psykodynamiske teorier. Nogle af disse individer var oprindeligt en del af Freuds indre cirkel, herunder Carl Jung og Alfred Adler.
Freud og Jung havde engang et nært venskab, men Jung brød sig væk for at danne sine egne ideer.
Jung henviste til hans teori om personlighed som analytisk psykologi, og han introducerede begrebet det kollektive ubevidste. Han beskrev dette som en universel struktur delt af alle medlemmer af samme art, der indeholder alle de instinkter og arketyper, der påvirker menneskelig adfærd. Jung lagde stadig stor vægt på det ubevidste, men hans teori lagde større vægt på hans koncept for det kollektive ubevidste snarere end det personlige ubevidste. Ligesom mange af de andre neo-freudianere fokuserede Jung også mindre på sex end Freud.
Adler mente, at Freuds teorier fokuserede for stærkt på sex som den primære motivator for menneskelig adfærd. I stedet lægger Adler mindre vægt på det ubevidste og det større fokus på interpersonelle og sociale påvirkninger. Hans tilgang, kendt som individuel psykologi, var centreret om drevet, at alle mennesker skal kompensere for deres følelser af underlegenhed. Inferioritetskomplekset, han foreslog, var en persons følelser og tvivl om, at de ikke måler op til andre mennesker eller samfundets forventninger.
Mens Freud mente, at personligheden hovedsagelig var i sten i den tidlige barndom, følte Erikson, at udviklingen fortsatte i hele livet.
Han troede også, at ikke alle konflikter var ubevidste. Mange var bevidste og resultatet, tænkte han, fra selve udviklingsprocessen. Erikson de-understregede kønets rolle som motivator for adfærd og i stedet satte et meget stærkere fokus på rollen som sociale relationer. Hans otte-trins teori om psykosocial udvikling koncentrerer sig om en række udviklingskonflikter, der opstår i hele levetiden, fra fødsel til død. På hvert trin står folk over for en krise, der skal løses for at udvikle visse psykologiske styrker.
Horney var en af de første kvinder, der var uddannet i psykoanalyse, og hun var også en af de første til at kritisere Freuds skildringer af kvinder som dårligere end mænd.
Horney protesterede mod Freuds skildring af kvinder som lider af "penis misundelse". I stedet foreslog hun, at mænd oplever "livmoder misundelse", fordi de ikke er i stand til at bære børn. Hendes teori fokuserer på hvordan adfærd blev påvirket af en række forskellige neurotiske behov.